Fadervor, du som er i Himmelen

Fader vor, du som er i Himmelen

Hvad betyder det? Svar: Gud vil dermed indbyde os, for at vi skal tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, så at vi fortrøstningsfulde og med fuld tillid skal bede til ham, ligesom kære børn henvender sig til deres kære fader.

Når vi ser på vores liv og på de ting, der sker os, tør vi ofte ikke bede til Gud som vores Fader. Når vi ser på vores synder, kan vi blive bange for at bede til Gud. Og når vi ser på vore problemer kan vi blive vrede på gud eller tænke, at han alligevel ikke hører os.

Dét, der kan få os til at bede, er Guds indbydelse. Gud indbyder os til at bede ”Fadervor”, for at forsikre os om, at han er vor rette fader og vi hans rette børn, så vi tør bede til ham i tillid til, at han rent faktisk hører vores bøn.

I ordet Fader ligger både, at dette er en bøn til hele den treenige Gud og særligt til Gud Fader. Jesus kaldes også fader og han siger om sin egen bortgang og Helligåndens  komme, at han ikke vil efterlade disciplene faderløse. I den hellige nadver er vi også Jesu arvinger, idet nadveren er et testamente, som gøres retsgyldigt ved Jesu død, så vi får syndernes forladelse deri.

Men vi er også Jesu broder og medarvinger, så derfor kan vi også særligt bede til gud Fader i kraft af Jesus, hvis barnekår vi har fået i kraft af hans liv og død.

Vi skal henvende os til Gud fader som kære børn beder til deres kære fader. Vi skal altså bede i den tro, at vi får det bedste fra vores Fader, som er den almægtige selv.

Jesus siger i bjergprædikenen, når han underviser om bøn: ⁹ Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin søn en sten, når han beder om brød, ¹⁰ eller give ham en slange, når han beder ham om en fisk?  ¹¹ Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i Himlene, give gode gaver til dem, som beder ham!  (Mat 7:9-11 DNT)

Når da selv onde mennesker som du og jeg giver vores børn gode gaver, hvor meget mere så ikke vor himmelske Fader, I hvem der kun er kærlighed og godhed. Han, som gav os syndernes forladelse og barnekår, vil han ikke også give os alt, hvad vi har brug for.

Det kan godt være, at vi synes, at det vi får, ikke er det, vi har brug for, men her må vi glæde os over, at Gud heller ikke giver os en slange eller en sten, hvis det er det, vi tror, vi trænger til. Gud giver os ét, vi har brug for på vores vej til himlen, uanset om vi selv synes det eller ej. Derfor skal vi som hans kære børn bede til ham.

Og når Gud tillader modgang fra Satan, verden og vort kød, så er det ofte for netop at drive os tilbage i favnen på ham, så vi netop ser, at vi har brug for en Fader i himlene, som vi kan bede til og stole på. Og i ordet og sakramenterne forsikrer Gud os om, at vi er hans rette børn.

Det er dét, der sker i både skriftemål og altergang, hvor Gud giver os syndernes forladelse konkret for at vi må turde tro på, at han er vor rette Fader, så vi også kan sætte vor lid til ham og påkalde ham i al vor nød.