Troens tredje artikel
Den tredje artikel – Om helliggørelsen
Jeg tror på Helligånden, en hellig, kristelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen!
Hvad betyder det? Svar: Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, forsamler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden og opholder den hos Jesus Kristus i den rette ene tro; i hvilken kristenhed han hver dag rigeligt forlader mig og alle troende al synd og på den yderste dag vil opvække mig og alle døde og give mig samt alle troende i Kristus det evige liv. Det er vist og sandt.
Man kan, hvad man vil. Hvor der er vilje, er der vej, siger man. Og sådan kan vi også bilde os ind, at vi selv kan tro på Jesus Kristus.
Men problemet er, at selvom vi måtte kunne, hvad vi ville, så vil vi ikke af naturen tro på evangeliet. Det er vores vilje, der er noget i vejen med. Vi kan ikke ville tro af os selv. Vi er arme syndere, hvis største synd består i, at vi ikke vil erkende det, men bestandigt forsøger at retfærdiggøre os selv. Derfor vil vi ikke tro og stole på evangeliet.
Men det har Gud også sørget for. Gud Helligånd skaber troen i vore hjerter. Helligånden giver os tillid til evangeliet om, at vores synder forlades for Kristi skyld. Og han gør det gennem evangeliet, dvs. gennem budskabet om, at Gud tilgiver os vores synder for Jesu skyld og dåben og nadveren.
Og når vi tror, har Helligånden gjort os til nye mennesker, der har fået en ny vilje, så vi vil tjene Gud og vores næste.
Det er også Helligånden, der opholder os i den kristne tro. Selvom han har helliget os, så vi er blevet nye mennesker, så har vi stadig synden i os og det gamle menneske i os vil ikke tro evangeliet, men strider hver dag i os for at drive os ud i synden og i enten selvretfærdighed eller fortvivlelse. Derfor har vi hver dga brug for Helligåndens hjælp og bistand. Derfor må vi hver dag hære evangeliet.
De, som er kommet til tro på evangeliet, er den kristne kirke – de helliges samfund. Kirken er summen af alle kristne ude over jorden. Og den er synlig, hvor evangeliet lyder og mennesker samles om det., selvom der også vil være hyklere i disse synlige forsamlinger om ordet og sakramenterne.
Og i denne synlige menighed forlader Helligånden os så dagligt vores synder gennem ordet og sakramenterne. For vi synder hver dag meget og har brug for syndernes forladelse. Og evangeliet giver syndernes forladelse i alle dets former, men særligt tydeligt bliver det i skriftemålet, hvor præsten på Guds og sit embedes vegne tilgiver synd.
{ 0 kommentarer… tilføj en nu }