Så vidt jeg forstår, er det ordene fra den Athanasianske Trosbekendelse, du er bekymret over.

En umiddelbar læsning af ordene kan ganske rigtigt give det indtryk, at de lærer, at man frelses ved gerninger og ikke ved troen alene. Men det er faktisk ikke dét, der står. Der står ikke, at nogen frelses på grund af eller i kraft af dét, de har gjort. Teksten beskriver blot dem, der går fortabt og dem, der frelses.

Teksten ligger tæt op af Jesu tale i Matthæus 25,32-46, hvor Jesus taler om fårene og bukkene. Her nævnes også de gode gerninger, men de er ikke årsagen til fårenes retfærdiggørelse overfor Gud. Det ved vi, fordi der står, at riget er en arv og noget, der har været bestemt for dem siden verdens grundvold (v. 34). Når der står: "For i... ", er det altså ikke grunden til deres frelse, men tegnet på deres frelse, der tales om. Se denne prædiken for en uddybelse af teksten.

Troen bærer frugter i form af gode gerninger. Ja, kun den, som har troen kan gøre gode gerninger. Og den tilbageværende synd i de gode gerninger tilregnes ikke, men dækkes af Kristi retfærdighed. Omvendt er tilsyneladende gode gerninger gjort af vantro ikke i sandhed gode gerninger. For de gøres ikke af kærlighed men i ønsket om ved dem at vinde evigt liv.

Selvom den kristne stadigvæk har det syndige kød i sig og den vantro kan gøre tilsyneladende gode gerninger, er den Athanasianske trosbekendelses beskrivelse af de troende og de vantro altså korrekt - også fra en luthersk synsvinkel, som bygger på Biblen. Sådan bekender den Augsburgske Bekendelse i artikel 6, at der følger gode gerninger af troen, ligesom Paulus efter at have beskrevet retfærdiggørelsen ved troen alene i Romerbrevet kapitel 3 v 21 t.o.m. kapitel 5 går over til at beskrive det kristne liv i kapitel 6 som et liv, hvor synden ikke længere hersker over den kristne.