Det er rigtigt, at man først skal søge Guds rige og hans retfærdighed. Når Jesus siger, at vi først skal søge Guds rige og hans retfærdighed modstiller han det med at bekymre sig (Matt 6,24-34). Bekymringer kommer, når man sætter sin lid til og venter sig alt godt af noget jordisk - f.eks. sin ægtefælle, så ens ægtefælle bliver ens gud. Det er hverken du eller din ægtefælle tjent med.

Er det sådan, at du har ventet dig alt godt af din ægtefælle og stoler på denne frem for Gud, så er det en synd, som du må erkende som synd. Da har du været en afgudsdyrker i dit hjerte.

Og så må du føres tilbage til korset, hvor Jesus bar alle dine synder og til evangeliets ord og sakramenterne, hvor han uddeler syndernes forladelse til dig. Og når du ved, at Gud tilgiver dig din synd, så har du også frimodighed til at elske Gud og vente dig alt godt af ham. Så må du modtage din ægtefælle som en gave fra Gud og ikke forveksle gaven med giveren. Og så må du bruge tid sammen med din ægtefælle i visheden om, at det er her, Gud har sat dig og hér du skal tjene Gud. Når du tjener din ægtefælle og din familie og bruger tid på dem, så er det at tjene Gud og at dyrke Gud, for det er hér Gud har sat dig til at udøve næstekærlighed.

Naturligvis skal det kald, Gud har givet dig, ikke forveksles med Gud selv. Men omvendt er det heller ikke sådan, at den tid, man bruger på sin ægtefælle, ikke bruges på Gud. Tværtimod. Gud indstiftede ægteskabet ved skabelsen og den tid, der bruges på ægteskabet, bruges på at tjene Gud.

Omvendt må du holde dig for øje, at det er én ting at tjene Gud i de ordninger, Gud har givet. Det er noget andet - og vigtigere, at lade sig betjene med evangeliet af Gud igennem de ordninger, Gud har givet til det. Din ægtefælle må altså ikke komme i vejen for kirkegang og ens ægtefælle må ikke komme i vejen for, at man går i kirke dér, hvor Guds ord forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret efter Kristi indstiftelse. Vil en ægtefælle overtale en til ikke at gå i kirke eller til at gå i kirke et sted, hvor Guds ord ikke forkyndes ret, da må man ikke vige for kravet, men stå fast. Og vil en ægtefælle lokke en til at leve i synd mod Guds bud, da må man også afvise dette.

Kræfterne til at stå fast på Guds ords rene lære kommer dog alene fra evangeliet om, at dine synder er forladt hos Gud, som giver dig tillid til Gud og gør, at du venter dig alt godt af ham og derfor også ønsker at lyde hans ord.

/MNS