Filosoffer og teologer har igennem tiden spekuleret over “det ondes problem”: Hvordan kan en god Gud tillade det onde?
Men måske skulle vi først spørge, hvor det onde stammer fra. Jesus svarer: “Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19). Og Paulus skriver: “Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3,10-12). Ifølge Bibelen kommer ondskaben altså ikke fra Gud. Den kommer fra dig og mig. Den kommer fra dit og mit hjerte. Du og jeg er de onde!
Når vi spørger, hvordan Gud kan tillade det onde, spørger vi altså, hvordan han kan tillade dig og mig at leve.
I Den Augsburgske Bekendelse, som er et af de lutherske bekendelsesskrifter, er det formuleret sådan:
Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, og at denne arvelige sygdom eller last i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden (Den Augsburgske Bekendelse artikel 2).
Svaret på spørgsmålet, om, hvordan Gud kan tillade dig og mig at leve, er, at det kan han heller ikke – i længden. Gud er hellig og retfærdig og straffer derfor ondskaben. Derfor er døden kommet ind i verden – og med døden sygdom, nød og trængsler.
Selvom man ikke kan udpege specifikke synder og sige, at de er årsagen til f.eks. en specifik sygdom, så er det vores ondskab, der er skyld i problemerne. Ja, meget af det, vi kalder ondskab, er i virkeligheden konsekvenser af vores egen ondskab.
Den endelige straf for ondskaben er evig pine i helvede. Men den endelige straf for ondskaben lader vente på sig – lidt endnu.
Gud har nemlig båret over med vores ondskab med et ganske bestemt formål. Paulus skriver om Jesus: “Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus” (Rom 3,25-26).
Gud har været tålmodig med os, fordi det var hans plan at gøre de ondes problem til den godes problem. Vores problem, Guds straf, blev Jesu problem.
Gud lod Jesus, den gode, bytte plads med os, så han mærkede Guds vrede i stedet for os. På korset mærkede han den evige pine og tog dødens straf. Paulus skriver: “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21).
Gud lagde din og min ondskab og synd på Jesus Kristus, som er både Gud og menneske, dog et menneske uden synd – og han bar straffen. Til gengæld regner Gud os som gode, ligesom Jesus er god. Svaret på de ondes problem er, at Gud straffede den gode i stedet for de onde. Det gjorde han af kærlighed til de onde.