1. Biblen
Biblen består af skrifter, som er skrevet under Helligåndens vejledning. Biblen er derfor Guds eget ord og den eneste kilde og norm for al kristen tro og lære (1 Thess 2,13).
Biblen er uden fejl, fordi den er Guds eget ord, for Gud kan ikke lyve (Tit 1,2)
Biblen er klar og tydelig i alle lærespørgsmål (Sal 119,105) og tilstrækkelig til alt, hvad vi behøver vide om Gud (2 Tim 3,16-17).
Fordi Biblen er Guds eget ord, er det ikke blot døde bogstaver, men Helligåndens redskab, som skaber og bevarer troen hos mennesker (Rom 1,16).
2. Gud
Gud er ét evigt, usynligt og almægtigt væsen. Han véd alt; han er uforanderlig; han er nærværende alle steder. Han er hellig, retfærdig, trofast, god, nådig og barmhjertig.
Gud er tre personer i ét guddommeligt væsen. Ligesom kilden og floden er forskellige men dog det samme vand, sådan er personerne forskellige, men det samme uadskillelige væsen. Faderen er Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud. Men der er kun én Gud.
Denne lære kaldes treenigheden og er et paradoks, vi ikke kan løse med vores fornuft. Men den er klart åbenbaret i Biblen, hvor de alle kaldes Gud, og der dog kun tales om én Gud (Se f.eks. Matt 28,19).
3. Skabelsen
Gud skabte jorden på seks dage og hvilede på den syvende dag (se 1 Mos kapitel 1). Det er også Gud, der hvert sekund opretholder jordens eksistens. Der er intet til, som ikke er til i kraft af, at Gud har skabt det. Gud skabte også Adam og Eva, de første mennesker, som alle mennesker nedstammer fra. Dengang var alt godt, og døden var endnu ikke kommet ind i verden.
Det er stadig Gud, der skaber hvert menneske i moders liv (Sal 139,13), og det er Gud, der giver os brød på bordet gennem jorden og vores arbejde. Det er også Gud, der på trods af vores synd, opretholder en vis orden i verden gennem sine ordninger: ægteskabet og samfundet. Derfor skal vi ære disse ordninger, som Gud har givet os.
4. Loven og synden
Gud har givet visse retningslinjer for sin skabning, som han har udtrykt i sin lov. Guds lov sammenfattes i de ti bud (se 1 Mos 20) og i det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22,37-40). Nogle af budene har med vores forhold til Gud og hans ord at gøre, og resten har at gøre med vores forhold til vore medmennesker. Men de første mennesker, Adam og Eva, brød Guds lov (se 1 Mos 3).
Derefter fødes alle mennesker som syndere, dvs. som fjender af Gud og forbrydere. Gud dømmer derfor ethvert menneske til død og evig pine. Det kan kun forhindres, hvis Gud selv griber ind. Døden kom altså ind i verden med Adam og Eva og har været i verden siden. Synden gennemsyrer alle menneskers natur, så de ikke formår at opfylde Guds lov, men tværtimod er Guds fjender (se Rom 5,12-21).
5. Frelsen i Jesus Kristus
Den anden person i treenigheden, Guds Søn, som er Gud selv, blev menneske og født af Jomfru Maria for at frelse os fra døden og Guds vrede i helvede. Jesus opfyldte Guds lov som vores stedfortræder.
Det gjorde Jesus ved at leve et liv uden synd som helt og fuldt retfærdig. På den måde opfyldte han Guds bud som vores stedfortræder (Gal 4,4).
Og han gjorde det ved at bære Guds straf, da han lede og døde på korset. Her mærkede han Guds vrede over alle verdens synder og tog dødens straf (Matt 20,28). Da Gud oprejste Jesus fra de døde erklærede han dermed at straffen var udstået og vores synd og skyld betalt (Rom 4,25).
Jesus har altså ved sit liv og sin lidelse og død vundet tilgivelse for al vores skyld og opfyldt alle Guds krav til os. Han har altså betalt vores gæld, og betalingen venter kun på at blive sat ind på hver enkelt menneskes konto.
6. Helligåndens gerning ved evangeliet
Men for at vi skal få del i Guds nåde, sendte Jesus apostlene ud for at forkynde evangeliet. Og efter dem kaldte Gud andre til at forkynde evangeliet. For det er gennem evangeliet, Gud uddeler syndernes forladelse, som Jesus vandt på korset.
Evangeliets ord er altså ikke blot information om, hvordan man bliver frelst. Det er i stedet en gave, som Gud giver os når ordet lyder. Når evangeliet forkynder, at Gud tilgiver os, så gør han det.
Evangeliet findes både som ord i Biblen, og som forkyndelse i kirken. Det er også evangeliet, der lyder i sakramenterne, som giver os syndernes forladelse personligt, så vi tør stole på den.
Evangeliet er en Guds kraft til frelse, som både giver os syndernes forladelse og gør os i stand til at tro på evangeliet (Rom 1,16). Evangeliet må derfor forkyndes både i kirken og i verden.
Gud har indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne (se bl.a. Joh 20,21-23). Men det er alle kristnes pligt at sørge for, at det sker og at bekende evangeliet i deres daglige liv.
7. Sakramenterne
Sammen med evangeliets ord har Gud også givet os nogle ydre tegn, som skal forsikre os om, at han tilgiver os vores synder. De er en slags garantibeviser på vores frelse.
Han har for det første givet os dåben, hvor han gør os til sine børn og vasker vores synd af. Dåben er, ligesom evangeliet, ikke bare et symbol, men et bad, som virkelig frelser og tilgiver. Dåben sker én gang i Faderens, Sønnen og Helligåndens navn. Fordi børn også har brug for Guds tilgivelse, døber vi også dem (Læs Matt 28,18-20 og Mark 16,16).
Og for at vi kan styrkes og bevares i troen, har Jesus givet os nadveren, hvor han giver os sit legeme og blod usynligt sammen med brødet og vinen. Det gør han, fordi det var med sit legeme og blod, han betalte syndernes forladelse for os.
Vi får altså både selve betalingen og tilgivelse for vores synd. Når vi får Jesu legeme og blod, kan vi derfor være helt sikre på, at vi også får syndernes forladelse som Jesus betalte med netop dette; sit legeme og blod (Matt 26,26-29).
Man kan også regne skriftemålet til sakramenterne. Her tilgiver præsten den enkeltes synder på Guds vegne og på baggrund af Jesu frelsergerning. Skriftemålet er den personlige brug af evangeliet, hvor man særligt kan få at vide, at de synder, der trykker, er tilgivet. (Joh 20,23)
8. Det kristne liv
Vi er ved troen blevet nye mennesker, som ønsker at tjene Gud og vores næste. I bønnen svarer vi på Guds ord til os, stiller os til rådighed for Gud og beder ham om at lade sin hellige og gode vilje ske.
Det kristne liv er et liv i bøn. Og i de gode gerninger tjener vi vores næste. De bud, som før fordømte os, ønsker vi nu at leve efter, fordi det er Guds gode vilje med vores liv, som gavner os og vores medmennesker.
Men selvom vi er nye mennesker, bor synden stadig i os, og vi må dagligt kæmpe mod den. Derfor må loven også stadig vise os vores synd og vi må igen og igen sætte vores lid til syndernes forladelse i Jesus Kristus.
Troen liv er altså et liv i daglig syndserkendelse, glæde over evangeliet og tjeneste for Gud og vores medmennesker. Hver dag må vi begynde forfra (læs Rom 6-8).
Det kristne liv skal ikke leves fjernt fra verden i askese, men indenfor de ordninger, Gud har givet: familie, arbejdsplads, samfund og kirke. Kristne skal aktivt tjene deres næste her og ikke flygte fra disse ordninger.
9. Kirken
Kirken i egentlig forstand er alle troende kristne. Men troen er i sig selv usynlig. Vi kan derfor aldrig helt sikkert vide, hvem der er sande kristne.
Men vi kan vide, hvor kirken er. For vi kan vide, hvor de midler er, som Gud bruger til at gøre mennesker kristne, nemlig Guds ords rene lære og sakramenternes forvaltning efter Jesu befaling.
Hvor Guds ord forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret, dér kan vi stole på, at kirken er. Og de synlige menigheder, hvor det bliver gjort, kan vi derfor også kalde kirker. Og menighederne kan slutte sig sammen til kirkesamfund, som derfor også kan kaldes kirker. (Ef 4,1-6)
Kirken har pligt til at kalde prædikanter til at prædike ordet og forvalte sakramenterne i kirken. Når menigheden kalder præster, er det Gud, der kalder gennem menigheden. Og kun de, som er blevet kaldet, må prædike i menigheden. (Rom 10,15)
10. De sidste ting
Når mennesker dør, er deres skæbne afgjort. Enten dør de i troen på evangeliet og bliver frelst, eller de dør i vantro og går fortabt. (Heb 9,27)). De, som dør i troen vil være sammen med Kristus.
Når Jesus kommer synligt igen på himlens skyer, vil alle døde opstå legemligt. De troende vil få evigt liv sammen med Gud. De vantro vil blive kastet i helvede, hvor de vil blive straffet til evig tid. Der er altså kun disse to muligheder. Du kan læse mere om verdensdommen i Matt 25.
Det er altså afgørende, at du inden din død eller Jesu genkomst er kommet til tro på evangeliet om, at Jesus har taget straffen for dine synder, så du får tilgivelse og evigt liv i stedet. Og det er vigtigt, at du gennem Guds ord og sakramenter i kirken bevares i en sand tro, så du ikke falder fra og går fortabt.