Nogle gange tales der om de fem store verdensreligioner. Nogle taler så om, at der er en fælles kerne i dem – eller i hvert tilfælde i kristendom, jødedom og islam. Man hævder så, at vi dybest set tilbeder den samme Gud, og at der er flere veje til frelse.
Men Biblen og dermed evangelisk-luthersk kristendom kender kun til to verdensreligioner: Lovens religion og evangeliets religion. Jesus siger: Den, der ikke er med mig, er imod mig (Matt 12,30).
Lovens religion
Lovens religion er Satans misbrug af den lov, Gud har lagt på alle menneskers hjerter. Satan bilder mennesker ind, at de ved at overholde loven eller en forvrænget udgave af den kan frelse sig selv eller bringe sig nærmere Gud.
Sådan forsøger mennesker i alle andre religioner end kristendommen at nærme sig Gud, det guddommelige, eller undslippe deres samvittigheds anklager ved egne kræfter og gerninger. Paulus skriver om hedningerne: “De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden” (Rom 2,15). Selv ateister forsøger at undslippe deres samvittigheds anklager og den Gud, de fornægter ved deres egne gerninger. [link]
Men da vi mennesker ikke kan overholde Guds lov, må de forskellige religioner se igennem fingre med nogle af Guds bud og måske opfinde nye bud i stedet for. Forskellen på religionerne ligger så i, hvilke gerninger, man tror, man kan frelse sig selv ved.
I nogle religioner er det ved ofre, som man mener at give til sin Gud (til forskel fra ofrene i Det Gamle Testamente, hvor de var Guds gaver til mennesker). I andre er det ved meditation og fordybelse. Andre igen søger det guddommelige i deres egne oplevelser.
Men fælles for det er, at man tror, at mennesker ved egne kræfter og gerninger kan nærme sig Gud. Lovens religion er en slags instruktionsbog til, hvordan man frelser sig selv.
Hvad er nu Guds vurdering af denne religion i alle dens former og afskygninger? “Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3,10-12).
Det egentlige formål med Guds lov er da også at afsløre, at vi er syndere, som ikke kan frelse os selv: “For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,20).
Evangeliets religion
Evangeliets religion, kristendommen, er for dem, der har fundet ud af, at de ikke kan frelse sig selv eller slippe af med Guds og samvittighedens dom ved egne kræfter og gerninger.
Evangeliet er ikke en instruktionsbog, der viser os, hvordan vi frelser os selv. Evangeliet er redningen. Evangeliet handler nemlig om, hvordan Gud frelser os – helt uden vore gerninger, forberedelser eller kræfter.
Evangeliet handler om, hvordan Gud frelste os, da han blev menneske og døde på korset som vores stedfortræder. Jesus, som både er Gud selv og et menneske som os – men uden at være en synder som om – betalte for os ved sin lidelse under Guds vrede og ved sin død. Han betalte vores skyld og for vores overtrædelser af Guds lov. Gud var altså både den, der blev betalt til, den der betalte, og selve betalingen. Det hele skete helt uden vores medvirken: “Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” (2 Kor 5,18-19).
Og da Gud oprejste Jesus fra de døde, frikendte og benådede han os, der var skyldige til evig pine i Helvede.
Og så deler Gud frelsen ud i evangeliets budskab. Budskabet er selve redningen. Ved budskabet om korset tilgiver Gud dig dine synder og giver dig tillid til, at dine synder er tilgivet. For at vi kan få del i den frelse, Jesus har vundet på korset, er det nødvendigt, at vi tror og stoler på evangeliets budskab. Når Gud skaber troen og tilliden til evangeliet gennem evangeliets ord, så frelses du her og nu fra lovens og Satans religion: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Markus 16,16).
Har man den tro, ønsker man også at tjene Gud og følge hans bud. Men man gør det ikke for at blive frelst. Man gør det af glæde over, at man er frelst fra synden, døden og Helvede.
Der er kun disse to religioner i verden. Desværre er der også “kristne” kirker, som blander dele af lovens religion ind i evangeliets. Det sker, når man benægter, at vi bliver frelst alene ved den tro, Gud har skabt, nemlig troen på evangeliets budskab, uden vores egen gerninger.