Kernepunkterne i kristendommen er Jesu død, hvor han forsonede Guds vrede og opstandelsen som viser os Guds benådning af Jesus i vores sted.
Det er dog vigtigt, at man ikke glemmer, at Jesus ikke blot døde for os. Vores retfærdighed overfor Gud er ikke alene dét, at Jesus led og døde som vores stedfortræder og dermed sonede Guds vrede.
Nej vores retfærdighed overfor Gud består også i, at Jesus opfyldte Guds bud som alle menneskers stedfortræder.
Jesus måtte ikke blot bære skylden og straffen for alle mennesker. Han måtte også opfylde lovens krav, som vi ikke kunne opfylde.
Paulus skriver: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4,4-5).
Han, som er Guds egen søn og derfor ikke underlagt Guds lov til mennesker (se f.eks. Matt 12,8), underkastede sig frivilligt loven for at opfylde den i vores sted. Gud blev menneske for at kunne opfylde loven for alle mennesker.
Jesu lydighed og retfærdige gerning var en stedfortrædende gerning, hvormed han købte retfærdighed for alle mennesker, som Paulus skriver: “Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed” (Rom 5,18-19).
Ligesom Adams lovovertrædelse gjaldt alle mennesker, sådan har Jesus også opfyldt Guds lov ved sin fuldkomne lydighed for alle mennesker. Og ligesom det er den naturlige fødsel, der gør os til arvinger af Adams synd, skyld og straf, sådan er det den åndelige fødsel i dåben, der renser os fra skylden og iklæder os Kristi retfærdighed, når vi ikke i vantro forkaster den, som Paulus siger: “Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Gal 3,27).
Det lutherske bekendelsesskrift, Konkordieformlen, beskriver det sådan:
Fordi Kristus ikke alene er menneske, men Gud og menneske i en udelelig person, så har han, fordi han er lovens herre, lige så lidt været under loven, som han har behøvet at lide og dø for sin person. Derfor bliver nu hans lydighed, ikke alene i lidelse og død, men også, at han frivillig i vores sted har været loven underdanig og opfyldt den med sådan lydighed, regnet os til retfærdighed, så at Gud for denne fuldkomne lydigheds skyld, som han i gerning og lidelse, i liv og død, har bevist sin himmelske Fader for os, tilgiver synden, holder os for fromme og retfærdige og gør os evigt salige. Denne retfærdighed bliver ved evangeliet og i sakramenterne af Helligånden tilbudt os og ved troen tilegnet og modtaget, hvorfor de troende har forligelse med Gud, syndernes forladelse, Guds nåde, barneret og det evige livs arv. (Sprogligt revideret efter Caspari og Johnsons oversættelse s. 389, FC SD III)
Jesu stedfortrædende retfærdighed opvejer altså alle menneskers synd. Og i evangeliet uddeles denne retfærdighed, så vi hver især får del i den og står rene og retfærdige overfor Gud, iklædt Kristi fuldkomne retfærdighed, når vi fortrøster os til den og stoler på den.