I Islam og i udvandet “kristendom”spiller korsfæstelsen af Jesus kristus ikke den store rolle. Man ser det ikke som dét sted, hvor Gud betalte til sig selv, hvad alle mennesker skylder Gud.
Det er alene i den kristne tro, som fastholder denne sandhed om korset, at Guds absolutte retfærdighed og hellighed kan stå side om side med hans absolutte kælrighed og barmhjertighed.
Hvad enten det er muslimernes, jødernes eller moderne teologers afgud, så vil han altid være lidt af hvert. Han vil altid kun se igennem fingre med nogle synder og kun straffe nogle synder. Så kan der være gradsforskelle i, hvor retfærdig man mener, han er. Men i alle disse religioner, er Gud kun lidt af hvert: kun delvis retfærdig og hellig – og kun delvis kærlig og barmhjertig.
I det kristne evangelisk-lutherske evangelium forenes to tilsyneladende absolutte modsætninger.
Gud er 100% hellig og retfærdig og ser ikke igennem fingre med en eneste synd. Ethvert menenske står under hans dom, og var det ikke for korset, måtte ethvert menneske dømmes til evig fortabelse.
Samtidig er Gud 100% barmhjertig og elsker sine skabninger og ønsker at forbarme sig over dem, tilgive dem og oprejse dem til evigt liv.
Derfor sendte Gud sin søn, sandt Gud og sandt menneske, og Gud lod ham mærke sin vrede fra Gethsemane til Golgatha svarende til, hvad alle mennesker ellers ville have følt i helvede i evighed. Og han døde som alle menenskers stedfortræder. Jesus, gud selv, har altså betalt den straf, alle menesker fortjener.
Og Gud gjorde det af kærlighed til dig og mig. Da Jesus havde betalt med sin lidelse og død, oprejste Gud ham og erklærede dermed at skylden var betalt og borte. Hermed tilgav Gud synden uden at opgive sin hellighed.
Og nu uddeler Gud syndernes forladelse til mennesker gennem redskaber: evangeliets ord i prædiken og skriftemål, dåbens genfødende vand og Jesu legeme og blod i den hellige nadver. Ved disse midler tilgiver Gud mennesker her og nu, giver dem troen og river dem derved ud af dødens og helvedes fængsel.
