Det femte
Du må ikke slå ihjel
Hvad betyder det? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.
Det femte bud handler om at slå ihjel. Det handler i første omgang om konkret at slå et andet menneske ihjel. Har du begået denne synd, må du erkende det som synd, selvom den, du har slået ihjel var de eget ufødte barn eller din gamle slægtning. Ethvert menneskeliv er dyrebart fra undfangelse til naturlig død. Kun øvrigheden må slå mennesker ihjel som straf for grove forbrydelser.
Men buddet gælder også ethvert forsøg på at tilføje et andet menneske skade. Der står i forklaringen, at vi ikke må påføre andre mennesker nogen legemlig skade eller lidelse. Enhver form for fysisk vold rammes af dette bud. Så har du på nogen måde udøvet fysisk vold overfor andre, uden at være ordenshåndhæver, så har du overtrådt det femte bud.
Buddet påbyder os også at hjælpe andre i al legemlig nød. Går du forbi nogen, der lider – måske en spritter, der ligger i grøftekanten og har brug for hjælp, så bryder du buddet. Du skal hjælpe mennesker i al deres legemlige nød.
Buddet forbyder også hjertets og tankernes synder. Jesus siger i bjergprædikenen:
21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen.‹
22 Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: ›Raka!‹ er skyldig for det store råd; og den, som siger: ›Du dåre!‹ er skyldig til Helvedes ild.
(Mat 5:21-22 D 1948)
Jesus fordømmer her ikke blot legemlig vold på et medmenneske, men både psykisk vold og hån samt syndens rod – ondsindet vrede og bitterhed. Mens vrede kan være på sin plads, særligt når man er kaldet til at udøve myndighed i samfundet eller familien, så er ubehersket vrede og bitterhed en synd.
Du har ikke ret til at tabe besindelsen og lade din vrede gå ud over dem, der ikke har fortjent det. Du har pligt til at styre din vrede. Men du har heller ikke ret til at gemme vreden væk, så den bliver til bitterhed, så du hemmeligt glæder dig over andres ulykke, håber på den eller fortæres af hævntørst og onde tanker mod andre.
Lad ikke solen gå ned over din vrede, skriver Paulus. Du må tage fat på vreden, lade kærligheden skjule den eller søge forsoning med din næste, hvis det er nødvendigt for at fjerne vreden.
Du har heller ikke ret til at provokere andre til vrede. Derfor fortsætter i bjergprædikenen og siger:
23 Derfor, når du bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig,
24 så lad din gave blive dér ved alteret, og gå først hen og forlig dig med din broder, og kom så og bring din gave! (Mat 5:23-24 D 1948)
Har du provokeret nogen til vrede mod dig, eventuelt fordi du selv gemte på bitterhed mod dem, så må du forsone dig med dem. Tro ikke, at du kan tjene Gud uden at ville leve efter Guds bud og uden at ville forsone dig med din næste. Uforsonelighed er en synd, hvad enten du er den krænkende eller den krænkede part – og hvad enten du føler dig som.
Også dette bud har du syndet imod. Og det afslører den syndens gift, der stadig er i dig. Og det minder dig om Guds retfærdige vrede over din synd, som afslører, at du ikke har ret til at fastholde vrede og bitterhed mod andre mennesker, da du har krænket Gud mere, end noget menneske har krænket dig.
Men Gud har også set i nåde til dig og alle mennesker. Jesus har sonet Guds vrede. Han lod sig slå ihjel for dig, som fortjente at blive slået ihjel. Han mærkede Guds vrede for dig, som fortjente det. Og han betalte alle dine synder i tanker ord og gerninger. Derfor tilgiver Gud dig al din synd. Det gør han også i skriftemålet, hvor han ved sin repræsentant lader sig forsone med dig og fjerner al din skyld og synd.